Sara på 31 stoppede i 2012 med at tage medicin, efter at have taget SSRI-præparater i otte år. Hun begyndte med medicinen, da hun havde været syg med en depression i et år. I lang tid sagde hun nej til medicin og gik i psykoterapi, men til sidst tog hun imod tilbuddet. Hun havde god effekt af medicinen, der begyndte at virke efter fjorten dage, men hun fik også bivirkninger. Sara tog blandt andet 15 kilo på og havde svært ved at få lyst til sex. Efter fem år forsøgte hun for anden gang at stoppe med at tage medicinen.

”Det gik fint, mens jeg trappede ned, og faktisk havde jeg det rigtig godt i tiden lige efter, jeg havde taget den sidste pille. Men efter halvanden måned blev jeg pludselig ramt af et gigantisk angstanfald. Jeg sad i sofaen, og min mand kunne nærmest ikke komme i kontakt med mig. Det varede en uge, hvor jeg var i en nærmest konstant angsttilstand. Min psykiater sagde, at jeg nok havde fået et tilbagefald og anbefalede, at jeg startede på medicin igen. Jeg havde aldrig prøvet sådan en angsttilstand før, og i dag ser jeg det som rene abstinenser og bivirkninger af medicinen.”

Men hun begyndte at tage medicin igen, og angstoplevelsen havde været så voldsom, at hun i årene efter indstillede sig på, at hun skulle tage antidepressiv medicin resten af sit liv.

Da Sara tre år senere begyndte at uddanne sig til sexolog, gik det op for hende, at hun havde svært ved at komme ordentligt i kontakt med sine dybeste følelser. Det havde ikke været et åbenlyst problem før, men i forsøget på at udøve empati gennem diverse terapeutiske øvelser, blev hun opmærksom på det.

”Det var første gang, jeg for alvor tænkte over, hvordan jeg havde det anderledes, når jeg tog medicin. Der er nogle følelser, jeg bare ikke oplever lige så stærkt, både de negative og de positive. Men samtidig var jeg bare så bange for at stoppe med medicinen,” fortæller Sara.

Hun valgte alligevel at prøve at trappe ud, og det blev gjort med fem mg om måneden over fire måneder.

”I selve udtrapningen oplevede jeg søvnløshed og lidt mere svingende humør. Jeg blev helt klart mere grådlabil. Fjorten dage efter, jeg havde taget den sidste pille, røg jeg ned i et følelseshelvede igen, men ikke så slemt som sidst. Jeg var meget følsom og vred og havde ikke rigtig kontrol over mine følelser.”

I den periode skrev Sara i sin dagbog: ”Det er et kaos af følelser. Det ene øjeblik er jeg vred, det næste er jeg på kanten af angst. Det har været ligesom at leve i en boble at være på det her medicin. Man er beskyttet over for de voldsomme følelser som vrede og sorg, og man glemmer, hvordan de følelser i virkeligheden føles. Når man pludselig oplever dem igen, får man et chok.”

Sara fortæller, hvordan hun i lang tid overvejede at tage antidepressiv medicin igen.

”Jeg længtes simpelthen efter pillerne. Jeg diskuterede meget med mig selv, om det mon var rigtigt, at jeg manglede et stof i hjernen. Jeg var i tvivl, om jeg skulle holde ud eller starte på medicin igen – var det et tilbagefald, eller var det abstinenser? De fleste sagde tilbagefald, men der var nogle enkelte eksperter, der sagde abstinenser. Jeg var i en kæmpe konflikt med mig selv.”

Da jeg taler med Sara, er det over et år siden, hun stoppede med sin medicin. Hun har i mellemtiden fået kognitiv terapi, er begyndt at motionere og bruger mindfulness en del. Men hun er stadig glad for, at hun i sin tid valgte at tage medicin:

”Medicinen har helt sikkert hjulpet mig. Det var et godt valg, og jeg skulle måske have taget medicin noget før. Det hjalp mig op af hullet, jeg fik det meget bedre, og det er ikke alle, der oplever det. Jeg er glad for, at jeg tog medicin. Jeg er bare rigtig træt af, at jeg ikke kom af det noget før.”

 Saras historie optræder i bogen ‘DET HANDLER IKKE OM LYKKE – Helt tæt på antidepressiv medicin’ (MØLLER, 2013).

Share This